Han viste os optegnelserne fra 2010, hvor der har været i alt 1046 patienter (altså under 4 patienter dagligt).
En konsultation koster kun 50 naira (svarende til 2kr) mens mikroskopi af urin og fæces koster 100 naira (3-4kr). Disse undersøgelser kan laves på klinikken, mens analyse af blodprøver, røntgenbilleder mm skal ske på General Hospital i Numan.
Der opstartes en lille journal på hver patient og patienten tildeles et nummer, da de ikke har cpr-nummer eller lignende. I journalen noteres meget få linjer om symptomer, behandling og resultat.
Den autodidakte farmaceut Joyce er tilknyttet klinikkens apotek (de har umiddelbart medicin til de første 1000 patienter) –derudover er der en altmuligmand som henter journaler mm.
Generelt opdeler man symptomer i 3 sygdomme. Har man det dårligt uden at have feber har man ”katar” –hvilket dækker over alt fra forkølelse til halsbetændelse. Har man feber tolkes det som malaria. Har man feber samt mavesmerter har man tyfus. Gid at alting var så enkelt på min arbejdsplads J
Vi sad med ved konsultationerne af de 4 patienter der kom til klinikken den første dag. Vi mødte en mand som havde slået knæet i et knallertuheld –han blev henvist til røntgen og fik noget smertestillende. En ung mand med gule øjne fik taget blodprøve da han formentligt har hepatitis eller malaria. En 1årig dreng med blodig diarre havde orm og blev sat i behandling herfor. Sidste patient var en gammel mand med diabetes.
Disse 4 konsultationer var overstået på en halv time. Herefter sad klinikkens ansatte bare i skyggen og ventede på flere patienter, hvilket der dog aldrig kom. Vi tilbød at hjælpe med nogle praktiske opgaver, men der var intet at lave. Fidelis mener dog, at folk fra Numan og de omkringliggende landsbyer alle foretrækker hans klinik pga. prisen og behandlingen. Man kan undres over, at der kommer så få patienter og at det kræver 3 ansatte.
Vi tager alle vores bøger mm med til Numan på mandag og vil bruge ventetiden på at forberede undervisningen på Mbamba. Måske det var en mulighed at tage ud i landsbyerne og opsøge patienterne på den måde?
Trafikken:
Vejene er elendige med masser store huller. Her er rigtig mange knallerter som man uden problemer kan være 6 personer på. Nogle transportere endda levende geder mm!
For at spare på benzinen (som koster 2kr pr liter) kører knallerterne uden lys –også om natten! Så det er lidt risikabelt at køre rundt. Bilerne er generelt noget værre bras som er tapet sammen med gaffatape. Men indimellem kommer der nogle store flotte biler som er ejet af de store rigmænd. Disse mænd har personlig politieskorte. Hvis ikke medtrafikanterne flytter sig vil de simpelthen køre dem af vejen eller slå dem med pinde ud af vinduet.
12/2 havde vi vores første besøg på ABTI, som er et amerikansk universitet få km fra Mbamba.
Universitetet er bygget i håb om at veluddannede nigerianere vil blive i landet i stedet for at flygte til udlandet. ABTI er dog skabt på grundlag af korruption, hvorfor det har et dårligt ry blandt lokalbefolkningen.
Vores interesse for universitetet skal udelukkende findes i deres dejlige vestlige mad samt lækre swimmingpool! Det var fantastisk at nyde en dag med solbadning uden at blive råbt ad og kigget efter.
13/2 var vores første tur med sygeplejersken Verah. Vi kørte i halvanden time af en umulig vej til en landsby, hvor vi var til gudstjeneste i 3,5 time! Gudstjenesten var på hausa, så vi forstod intet, så det var lidt anstrengende.
Efter kirke var det tid til konsultation. Tabita og jeg havde i forvejen købt medicin for alle vores aktivitetspenge (33.000 Naira = 1300kr) som vi havde med. Landsbyboerne talte ikke engelsk, så vi kunne ikke konsultere patienter selvstændigt.
Først tilså vi en midaldrende kvinde som var meget afkræftet af maveproblemer. Hun lå på en sivmåtte under noget halvtag og kunne ikke rejse sig. Hun havde over 40 i feber, så vi fik de omkringstående til at køle hende ned med vand og vifter. Vi gav hende intravenøs antibiotika og saltvand. Det var med at være kreativ med et stykke stof som staseslange og halvtaget som dropstativ. Efter et par timer var hun blevet så frisk, at hun kom op at sidde.
Resten af patienterne tilså vi i vores lille konsultationsrum (10kvm) i forbindelse med kirken. Der var rigtig mange patienter og vi nåede desværre ikke at tilse dem alle –men på 3 timer nåede vi ikke mindre end 53 patienter!! Der var minimum 2 patienter i rummet af gangen foruden Verah, Mette, Alex, Tabita og jeg, så det var meget trængt –og VARMT! Sveden løb simpelthen fra vores latexhandsker og ned af armene på os.
Vi var uden mulighed for blodprøver, mikroskopi mm, så alle behandlinger blev baseret udelukkende på symptomer. Behandling og medicin er gratis og Verah udleverede meget medicin til hver eneste patient. Stort set alle gik derfra med antibiotika, to slags smertestillende, medicin mod mavesyre.
Verah er en dygtig sygeplejerske, men vi blev noget chokeret over hvordan hun delte medicin ud til alt og alle. Jeg tror næsten vi brugte halvdelen af medicinen! Pga. sprogbarrieren kunne vi stort set kun bidrage med blodtryks- og temperaturmåling samt dosering af medicin. Der hang patienter ind af vinduet som bare fik stukket medicin i hånden og patienterne fik kun kort forklaret hvordan og hvornår medicinen skal tages. Jeg tror desværre ikke, at de helt forstod det. Sammen med medicinen udleverede vi også rent vand, da vandet i landsbyen er meget dårligt. Det er helt brunt!
Vi tilså flere patienter som havde forsøgt sig med traditionel medicin via heksedoktorer mm uden held. Troen på denne slags er desværre udtalt og man er skeptisk overfor vestens medicin.
De typiske symptomer vi mødte var mavesmerter (oftest pga. orm), halsbrand, svampeinfektioner, graviditetskomplikationer samt diverse infektioner.
14/2 tog vi til Numan hvor vi skal bo fra mandag til torsdag i denne uge. Området er en lille compound og vi bor på et fint lille værelse i forbindelse med et gæstehus. Selvom værelset er nyt og fint er der ingen rendende vand, så vi må hente vand fra vandtanken når vi skal i bad mm.
Danske Inge bor her på compounden og hende besøger vi ofte. Hun er altid klar med koldt vand og nogle gode historier om hendes tid i Nigeria. Hun arbejder selvstændigt med at undervises lærer i undervisningsmetoder.
Vi skiftes til at lave aftensmad til hinanden, så det er rigtig hyggeligt.
Kasper og Simon bor hos en nigeriansk familie 100 meter fra os, så dem inviterede vi til aftensmad i tirsdags. Tabita havde en afrikansk opskrift som vi skulle prøve, så vi tog på marked og købte levende kyllinger som vi fik slagtet. Så det var mad helt fra bunden og med friske råvarer –vildt lækkert!
Varmen er begyndt at tage til og det er ved at være svært at sove om natten, så jeg drømmer mig indimellem hjem til sne og minusgrader.
Vores mission her i Numan er at hjælpe til på klinikken, hvor der som tidligere beskrevet ikke er så mange patienter. Så vi har god tid til at forberede undervisning og læse om afrikanske sygdomme, medicin osv.
De fleste patienter taler ikke engelsk, så det er lægen Fidelis der står for konsultationen, men Tabita og jeg hjælper med blodtryksmåling og kommer med forslag til diagnose og behandling.
I dag tilså vi en 8 måneder gammel pige som havde været afkræftet gennem nogen tid. Hun havde feber, diarre og opkastninger. Moderen var alene med datteren, da hendes mand pludselig døde i december. Vi testede hendes blod og fandt hende HIV-positiv! Puha, jeg fik næsten tåre i øjnene. Da vi fortalte moderen den triste nyhed brød hun helt sammen og græd. Det var bare så svært at se på uden at kunne gøre noget…
Vi informerede moderen om, at hendes mand sandsynligvis var død af AIDS og at hun selv har smittet barnet ved fødslen. Hun blev henvis til det lokale hospital, som vil overtage hendes behandling. Heldigvis er AIDS-medicin gratis i Nigeria, ellers havde moderen ikke en chance for at betale for medicin til hende og datteren.
Heldigvis kommer de fleste patienter med mindre problemer som orm, infektioner osv.
Rejoyce Luka som står for medicinen på klinikken er selv blevet syg. Hun har gennem 14 dage haft voldsomme mavesmerter og har fået forskelligt antibiotika uden effekt. Næste skridt i udredningen er en scanning af maven som foretages på hospitalet for 3000 Naira (=120kr). Økonomien på klinikken er dog meget dårlig, og de ansatte har derfor ikke fået løn i 4 måneder. Rejoyce har derfor ikke råd til denne scanning. Tabita og jeg blev dog hurtigt enige om at betale for scanningen og Rejoyce blev helt vildt glad! Hun kan forhåbentligt blive scannet en af de næste dage så den rette behandling kan findes.
Vi har talt med Fidelis om situationen på klinikken og hvad vi kan gøre for at tiltrække flere patienter. Han fortæller, at nogle har spredt rygte om, at klinikken var lukket og at patienterne derfor udebliver. Han mener ligeledes, at der er stor konkurrence fra andre klinikker i området.
Vi forslog, at han ligesom Verah kan tage ud i landsbyerne og behandle de syge der hvor de er.
Det viser sig, at der tidligere har været en mobil-klinik, men da ambulancen er brudt sammen og der ingen penge er til reparation, har dette projekt været lukket siden 1998!
Fidelis har ansøgt diverse fonde mm om støtte til en ny ambulance i december, men han har endnu ikke fået positiv respons. Så vi har bedt en mekaniker fra håndværkerskolen og at komme med en pris på reparation af ambulancen. Vi håber at kunne hjælpe med at indsamle penge på en eller anden måde.
Klinikken har, bortset fra økonomien, gode ressourcer til at kunne lave outreach til landsbyerne. Der er hele 5 ansatte og de er tilmed ved at uddanne en laborant.
D. 17/2 var vi igen tilbage på Mbamba. Det var nu rart for Mbamba føles efterhånden som ”hjemme”.
Hver fredag er Childrens Day, så 17/2 var vi i Fulani Centret, hvor vi hilste på børn og unge.
Efterfølgende besøgte vi Mbamba Out (den fattige landsby på den anden side af vejen), hvor vi gik en tur på savannen og så den smukke solnedgang. Omkring 40 børn i alle aldre fulgte med os på denne tur og var ivrige efter at holde os i hånden. Det var rigtig hyggeligt, men også lidt trist at se alle disse børn i sønderrevet tøj og uden sko. De mindste af børnene er bange for hvide, så der blev et værre skrigen hver gang vi kom for tæt på.
19/2 har vi en tiltrængt fridag, men når der skal handles på marked mm flyver dagen af sted.
Søndag 20/2 skal vi til gudstjeneste i Yola og efterfølgende med Verah ud i bushen igen. Vi har spurgt om lov til at invitere Fidelis med, hvilket hun heldigvis synes var en god ide. Han kommer ikke med søndag, men senere vil han måske tage med os. Det kunne være godt med nogle andre øjne.
21. + 22. Februar på klinikken i Numan forløb som tidligere. Mandag var der relativt mange patienter, så vi fik hjælp fra Absalon som er ”læge” på en anden klinik. Han bad mig stå for konsultationerne mens han oversatte. Det var lidt grænseoverskridende og svært, da jeg fortsat ikke er for godt bekendt med tropesygdomme, symptomer og behandling. Men det var en god oplevelse.
Tirsdag kom Dr. Martin (den eneste rigtige læge på klinikken), hvilket betyder flere patienter. Han er uddannet i Rusland tilbage i 70erne og er rigtig dygtig og giver sig god til hver patient.
Den typiske patient i Nigeria har enten mavesår, forstørret lever, malaria, orm eller en infektion.
Vi tilså en kvinde på 22 år som have taget naturmedicin mod mavesmerter. De urter hun havde taget virkede på smerterne, men til gengæld ødelagde de også hendes lever, så hun nu havde helt gule øjne.
Convention og grisefest!
Onsdag var vi til Convention (kirkens årsmøde) sammen med Fidelis og de andre fra klinikken. Vores klinik var lavet af strå og faktisk ret hyggelig. Jeg tror vi tilså omkring 25 patienter som alle havde typiske symptomer. Selve Conventionground er bare et område på savannen som er forsøgt overdækket med stråtag. Centrum er en talestol, hvor der er taler døgnet rundt. De fleste vil sove derude og bo der i alle 5 dage.
Forholdene er langt fra optimale uden toiletter og uden særlig imponerende adgang til vand –mon ikke der udvikler sig en epidemi eller to?
Torsdag tog Tabita og jeg os en velfortjent fridag som vi nød ved ABTIs pool.
Fredag stod som altid på Childrens Day, men da jeg stod for aftensmaden måtte jeg bruge dagen på indkøb på det lokale marked. Det tager en evighed at handle, når man skal tyve forskellige steder for at få sine varer.
Lørdag var vi på Convention et par timer, hvor vi var på marked. Dagens store oplevelse var at spise en ristet græshoppe –føj, hvor den smagte af tørfisk!
Lørdag aften var vi inviteret til grise-fest ved Johan (sydamerikansk leder af en teknisk skole i Yola). Kasper, Simon, Tabita og jeg tog med Alex og Mette til Jimetra, hvor festen blev holdt i Johans baghave. Der var vel 25 mennesker som alle er en del af en lille klub for ”ikke nigerianere”, hvor det er tilladt at drikke, ryge og gå med shorts.
Her mødte vi blandt andet indiske Hr. og Fru. Sumit som begge er læger og arbejder med henholdsvis øjnkirurgi og gravide / spædbørn. Nigeria er det land i verden, hvor flest kvinder dør i forbindelse med graviditet / fødsel.
Vi skal med Sumit-parret en dag og hjælpe dem så godt vi nu kan.
Festdeltagerne var en broget forsamling. Alt fra kroatiske professorer til russiske vejarbejdere.
Vi fik det bedste svinekød og spiste til vi fik ondt i maven. Jeg savner virkelig kød! Det nærmeste vi kommer kød i hverdagen er bov-skinke på dåse og uspiselige kyllingepølser.
Søndag blev den helt store prøvelse med 5 timers gudstjeneste på hausa! Puha, det var en lang omgang. Vi sad heldigvis på VIP pladser, hvilket indebar både stole og skygge. Der var ordination af præster og biskopper, parader og sang.
Slanger!
Vi er gået hen og blevet lidt slange-paranoide efter fundet af en 1,5m kobraslange hos Mette og Alex.
En nat vågnede de fordi hønsene larmede helt vildt da denne kæmpeslange var i færd med at æde kyllinger og æg. Det krævede tre nigerianske mænd med spyd og pile at få slået slangen ihjel. Dyrlægen Nathan var så ”venlig” at fortælle, at kobraer altid lever i par, så vi kan godt forvente at en endnu større og irritabel han-kobra vil dukke op en dag. Alex tilføjede så, at slangerne nemt kunne komme i sepsistanken og op gennem toilettet –tak for det Alex!
Undervisning på Fulani Centret
1/3 startede vi med undervisning på Fulani Centret. Der er 8 elever –både kvinder og mænd mellem 18-30år.
Solomon Mikailu står for undervisningen på stedet og fungere som vores oversætter. Det fungere rigtig fint.
Jeg tog den første lektion som var grundlæggende anatomi og fysiologi for at give dem et grundlag for forståelse af den kommende undervisning. Jeg fortalte om hjernen, cirkulation, fordøjelsen, lever, nyre, skelettet, muskler og immunsystemet.
Eleverne var rigtig søde og opmærksomme og de havde en masse spørgsmål. Mange af spørgsmålene var dog mht. symptomer de havde og det udviklede sig nærmest til en konsultation i stedet for undervisning J
Da jeg bad om lidt evaluering af undervisningen mente de at det var for let –også selvom en elev netop havde tegnet tre levere!
Vi skal lige have tilpasset undervisningen deres niveau og så skal det nok blive rigtig godt.
I uge 11 åbner kvindeskolen igen og vi vil opstarte undervisningen der.
Weekenden i uge 9 brugte vi som gæster hos en rig nigeriansk familie.
Rebekka, Sissel og jeg boede hos Hensley Samuel og hans hustru Beuy og deres to børn Nobel (4år) og Shammah (8år). De har endnu en datter på 11år som bor på kostskolen på Mbamba.
Hensley er vokset op i en fattig familie. Han boede i en lille landsby og er en af de ældste i en søskendeflok på 16. Idet han var en af de ældste var der råd til skolegang og Hensley har arbejdet sig op til Key Accout Manager og kvallitetstekninger hos en firma der producere juice mm. Han er tit på forretningsrejse og tjener en rigtig god løn.
Beuy er gravid med deres 4. barn og er meget plaget af kvalme. Hun er hjemmegående.
Huset er meget stort og indhegnet med pigtråd og det hele. Det er efter nigeriansk standard meget flot med stuklofter, marmorgulv, TV og DVD.
De har ansat en fattig muslimsk familie som fungerer som vagt, port-åbner, havemænd, vaske- og kogekoner.
Denne familie med 4 børn bor i baghaven, hvor de har et lille skur.
Da vi ankom blev vi vist ind i TV-stuen mens fjernsynet kørte derudaf på fulde drøn. Børnene så ”E! Special” som viste et eller andet show om pornomodeller! Ikke lige det man havde forventet, men egentligt et meget godt billede på denne moderne nigerianske familie. Faderen er traditionen tro overhovedet og sidder for bordenden i den fine stol med armlænene, men han Hensley hjalp med at rydde af bordet og legede med børnene. Dette er ikke typisk i Nigeria, hvor kvinderne og børnene som regel fungere som manden tjenere.
Børnene er meget velopdragende og blev kun sjældent truet med ”Stop it or I will beat you”. Børn bliver i Nigeria slået af både forældre og i skolen.
Det var sjovt at opleve den rige side af Nigeria og se kontrasterne på nærmeste hold.
Vi havde en rigtig hyggelig weekend hvor der både var tid til at diskutere religion og kultur samt spille badminton og lege med børnene.
Tirsdag i uge 10 underviste vi i rent vand og mad på Fulani Centret. De vidste ikke ret meget om det, og de drikker endda vandet fra pumpen uden at rense det på nogen måde. Vi lærte dem forskellige teknikker til vandrensning og de var rigtig glade for denne viden.
Efter undervisningen gik Tabita og jeg op til Verah for at snakke med hende om landsbyturen på søndag. Verah var i gang med at høste ris og yams i hendes lille køkkenhave. Hun fortæller, at hun nu ikke har fået løn siden november og at hun ikke har råd til mad til hende selv og de tre børn. De få penge hun skraber sammen her og der bruger hun på medicin til de syge i landsbyerne. Selv siger hun; ”I´m doing the work of God and because of that I must suffer”. Hendes to små drenge på 2 og 3 år løb rundt uden bukser, da hun ikke har råd til tøj, og Verah selv har tabt sig rigtig meget. Det er hårdt at se denne Moder Theresa fortsætter sit arbejde på bekostning af hende selv og hendes børn. Vi inviterede hende og børnene til frokost –så bliver de da i det mindste mætte i dag!
På marked købte vi lidt råvarer til hende og i skabet fandt vi lidt forskelligt sponsor-tøj til børnene.
Det er en ringe trøst og hun kommer ikke langt med dette, men vi kan heller ikke bare lade stå til.
Den næste tid:
Senere skal vi bo hos en fattig familie i landsbyen Lugso (den by vi kommer til med Verah), hvor vi skal sove i lerhytter og bo HELT primitivt. I denne forbindelse vil vi samtidig lave noget undervisning for lokalbefolkningen.
Vores weekenden den næste måned et fuldt booket op med blandt andet weekendtur mod syd, hvor vi skal deltage i et bryllup, tur til naturpark, besøg af Mission Afrikas Generalsekretær mm.
